Over/Under - Sportsfolk - fortsat…
Her kommer opfølgeren på det forrige indlæg. Denne gang kommer indlægget til at omhandle de sportsfolk, som i mit hoved er undervurderede, og jeg må sige, at en plads på denne liste, er en del mere ærefuld, end en plads på den forrige.
LET THE COUNTDOWN BEGIN!
10. Kenneth Perez - Manden der laver nogle af de lækreste mål i den hollandske Æresdivision, er nok en af de mest undervurderede fodboldspillere! Han bliver stort set altid fundet for let til det danske landshold (selvom han ikke spiller i Jylland), og brillerer i de største klubber Holland, hvilket må siges at være bedre end Brøndby, FCK, FC Nordsjælland og FC Midtjylland, som spillerne fra landsholdet kommer fra.
9. Lars Rasmussen - Manden med talegaver på Grev Ingolf-stadiet, har stået i skyggen af Lars Christiansen de sidste år, men er kommet en lille smule ind i varmen, efter Ulrik Wilbæk tiltrådte som træner. Han har ikke fysikken med sig, men han gør det sgu godt nok når han får chancen - synd han ikke kommer med til OL.
8. Michael Jakobsen - Den fantastiske AaB-forsvarsspiller - han bliver undervurderet af vores kære landstræner, og er åbenbart fundet for let til A-landsholdet, men han er god nok til at være anfører på U-21! Han kan spille i centerforsvaret, samt venstre back. Skandale, at Morten Olsen nægter at bruge ham! Efter min mening er Niclas Jensen og Thomas Rasmussen ikke langtidsholdbare satsninger i landsholdsammenhæng!
7. Tim Henman - Han var, af englænderne, blevet udråbt som fremtidig Wimbledon-vinder (der har ikke været en engelsk vinder af Wimbledon siden Fred Perry’s storhedstid fra 1934-36!) - hvilket aldrig kommer til at ske, da han har stoppet karrieren. Dog har han holdt en stabil placering i toppen af verdensranglisten for mænd i hans 14 år lange tenniskarriere. Respekt - selvom han aldrig vandt, har han levet med et kæmpe forventningspres.
6. Jimmy Nielsen - Manden der tog på druk, da han spillet på U21-landsholdet, selvom han havde fået besked på at passe sin seng, samt gamblede og tabte for millioner af kroner, er blevet stemplet meget hårdt. Man kan sige meget om Jimmy, og han da har sine små “ting”, men han er en glimrende målmand. Undervurderet keeper, som har mærket konsekvenserne ved at pisse ved siden af potten i professionel sport.
5. Peter Crouch - Manden ligner en stork med plateausko, der er træt af at skide, og han spiller for Liverpool - og så til det gode… Han har en glimrende målnæse, og selvom det ser frygteligt ud, når han bevæger sig, har han faktisk også teknik. Man kan sige meget, men han er ingen dårlig spiller - men han er grim!
4. Thomas Enevoldsen - Et af dansk fodbolds største talenter. Han er klasse, og udvikler sig rekordhurtigt. Han har en stor andel i, at AaB bliver mestre i år! Jeg behøver vist ikke komme ind på min mening om Morten Olsen igen…
3. Eli Manning - Quarterback hos New York Giants (1 Superbowl-ring - 2008). Måske burde han stå på den forrige countdown, men han har altid stået i skyggen af sin storebror, Peyton Manning, som vandt Superbowl i 2007 med mit hold, Indianapolis Colts, men i år var det Eli der førte New York Giants til sejr over New England Patriots i Superbowl. Respekt til Eli!
2. Morten Andersen - Han er bl.a. den der har scoret flest point i sin karriere nogensinde (2544), han har spillet 23 sæsoner i NFL, og 48 år gammel. Han begynder så småt at få anerkendelse herhjemme, men den er stadig yderst begrænset. Han har slået rekorder, der formentlig aldrig bliver slået - imponerende!
1. Danske SAS-liga spillere, der spiller på jyske hold - Disse spillere bliver gang på gang fundet for lette af vores kære landstræner, hvorimod spillere fra Brøndby og FC Nordsjælland boltrer sig på landsholdet, som små fede fisk i en tønde. Der er noget der ikke stemmer… Er jylland blevet solgt til tyskerne? Måske kan vi sælge Morten Olsen til tyskerne, selvom de godt nok har givet ham sparket før.. Det kunne DBU lære noget af!
Det er stadig uvist, hvad næste “Over/Under” kommer til at omhandle, men glæd jer! Det bliver stort!
Bach - fra et mekka af ildelugtende, feterede sportsfolk, og sportsfolk, som burde være det!
Loading...
Der går rygter om, at Hr. Bach ikke er nuanceret nok i sine vurderinger, når det kommer til fodboldspillere. Nogle mennesker vil endda gå så langt som at sige, at mange af de nominerede spillere er fundet på baggrund af den seneste tids hetz på Morten Olsen (Ja vist, hans karriere har set bedre dage, men hvad er alternativet? Tvivler stærkt på, at der kommer flere AaB-spillere på A-landsholdet af den grund)
Ellers ser listen jo rimelig ud - nå ja, lige bortset fra at DSB altid skal nævnes som noget skidt (no matter what)..
Mester - 27. marts, 2008 at 22:24
Mester, mester, mester… Tsk, tsk…
Hvad har DSB nu med sportsfolk at gøre?
Mht. fodboldspillere på disse countdowns, er der udelukkende tale om mine holdninger… Hvis I er uenige, så skriv det endelig, ligesom I meget gerne må sige, hvis der, ifølge jer, mangler nogle personer på listerne! Der er altid et alternativ, hvis landstræneren gør sit job elendigt - om ikke andet, så i udlandet! De to omtalte AaB-spiller har klart potentiale og klasse til et landshold med seks afbud, mener jeg!
Bach - 28. marts, 2008 at 0:01